Om os

 
 

Rollespilsfabrikken er en dansk rollespilsforening med base i København. Vi er Danmarks største rollespilsforening og det er vi stolte af – med god grund. Vi har nemlig gennem årene skabt fantastiske oplevelser for tusindvis af børn, unge og voksne og givet en masse folk minder, som de ikke kommer til at glemme foreløbigt.
Gode minder er noget centralt for os. Som frivillig forening oplever vi meget, at folk kommer og går – på vej fra et sted til et andet i livet. Hvis vi kan give dem nogle gode minder med på vejen, så har vi gjort vores.
 

Rollespil handler nemlig om at lege, og gennem legen om at blive bedre til at forstå og begejstres over hinanden. Hvad enten det er rum-pirater, sump-orker eller gymnasie-elever det handler om, så er det det, som er målet. Da vi begyndte i 2004 var vi en håndfuld venner. Nu er vi omkring 1000 medlemmer. De er kommet til fordi vi gør tingene på en ganske særlig måde.

 
 

Rollespilsfabrikkens historie
Rollespilsfabrikken begyndte sine dage som foreningen Junior Rollespil København, der blev stiftet 30. marts 2005 med det formål at køre rollespillet i Rude Skov, der var startet i 2004. JRK, som foreningen blev kaldt, voksede hurtigt og havde ved udgangen af 2005 lige omkring 300 medlemmer og to faste rollespil, der kørte en gang hver anden uge.
 

I løbet af 2006 flyttede foreningen fra beskedne lokaler på Rentemestervej til ca. 200 m2 på Dortheavej og i 2006 blev der også udvidet med flere aktiviteter – workshops, ture til andre rollespil og et piratrollespil for unge med lige under 100 spillere. 2007 markerede året, hvor JRK for alvor begyndte at lave rollespil for andet end børn – og det var samtidigt det år, hvor flest børn spillede til de faste kampagner. Lokalerne på Dortheavej blev skiftet ud med 300 m2 på Glentevej i efteråret og navnet “Rollespilsfabrikken” blev diskuteret og brugt i det små.
Flere og flere medlemmer og ildsjæle kom til og vores aktiviteter spændte nu over alt fra stort opsatte rollespil med 400 deltagere, bogreceptioner, integrations-projekter, sommerlejre, temafester og meget mere. I august 2013 eksepanderede vi igen og fik med støtte fra kommunen en hel villa til rådighed i Brønshøj.
 

I dag er Rollespilsfabrikken stadig ubestridt Danmarks største og mest aktive rollespils-forening og vi bliver ved med at udvide og udvikle vores aktiviteter og tilbud til både unge og gamle.

 
 

Børnerollespil
Rollespilsfabrikken har altid været en forening, der laver børnerollespil. I løbet af årene har tusindvis af børn været med til et eller flere af vores børnerollespil og vi har altid tilstræbt at børnene får en sjov men også lærerig oplevelse.
I vores børnerollespil har vi altid nogle pædagogiske overvejelser, som er grundlæggende for den måden vi opbygger spillet på.
 

– Indgangsbarrieren skal være lav, så alle kan være med. Bl.a. sørger vi altid for låneudstyr og introduktion til nye.
– Det skal være sjovt, også når det er alvor. Selv når vi fx laver et barsk fangelejr-rollespil er der altid humoristiske.
– For at mestre spillet skal man mestre virkeligheden. Vi bruger altid korte, simple og letforståelige regelsæt.
– Der skal være fokus på den action-fyldt leg. Konflikt og tempofyldt handling er nøgleord til alle vores børnerollespil.
– Vi bruger altid erfarne voksne rollespillere til at styrer legen, så ingen bliver glemt og alle har det sjovt.

 
 

Ungdomsrollespil
Siden 2006 har Rollespilsfabrikken produceret rollespil for unge. Disse ungdomsrollespil har spændt vidt – fra forhandlingsrollespil til gymnasiekomedier og pirateventyr. Nogle har henvendt sig primært til unge – andre har sigtet bredere.
Det er umuligt at sige noget overordnet om hvilke temaer og historier der bliver taget op når vi laver rollespil for unge, men der er stadig nogle fælles idealer som vores scenarier har.
 

– Det skal vise de unge, at rollespilsgenre spænder bredt og vi lægger vægt på at vise alternativer til fantasygenren.
– De unge skal behandles med afslappet tolerance. Der skal være plads til at lave dumme ting og eksperimentere.
– Vi alle velkommen både i og uden for rollespilsmiljøet. Vores ungdomsrollespil er ikke kun for erfarne rollespillere.
– Diskussioner om rollespil er et must. Der skal opfordres til debat, så de unge kan lære noget nyt og får lov at blive hørt.
– Rollespil må gerne koste penge. De unge skal lære, at rollespil skal prioriteres, fordi det koster.

 
 

Voksenrollespil
Det første store voksenrollespil fra Rollespilsfabrikken var scenariet “Krigslive III” i efteråret 2007 og siden da er der blevet skabt en række større rollespil for ældre spillere. I 2008 blev der f.eks. produceret intet mindre end syv scenarier for voksne. Eftersom voksenrollespillene meget er produkter af enkeltpersoners visioner er det endnu sværere at gøre sig klog på hvad de har af fællestræk. Nogle få er der dog.
 

– Det skal være nemt at arrangere i Rollespilsfabrikken. Rollespilsfabrikkens ressourcer er altid til rådighed.
– Der må gerne tages chancer. Nogle gange slår ting fejl. Det er der plads til.
– Der bakkes op om projekter fra intern side. Der bliver lagt vægt på at rose dem, der arrangerer rollespil.
– Erfaringsdeling er en selvfølge. Der findes meget ekspertise internt som man kan trække på.
– Alle behøver ikke være med. Det er ok at lave niché-projekter for en snæver deltagergruppe.