
Leder du efter noget specifikt?
Nedenfor kan du se vores aktive projekter

Juniorrollespil
Juniorrollespil er vores ældste aktivitet, og har siden starten i 2004 af flere omgange været Danmarks største rollespilskampagne. Rollespillet er specielt målrettet de 8-13-årige og man kan være med selvom man aldrig har spillet rollespil før.
Vi har i øjeblikket 4 aktive juniorkampagner:
- Rollespil i Rude skov lørdag i lige uger
- Rollespil på Amager fælled søndag i lige uger
- Rollespil i Kildevældsparken søndag i ulige uger
- Den Magiske Skole trejde lørdag i måneden
- Rollespil i Valbyparken torsdag i ulige uger
Man kan læse meget mere om alle vores juniorrollespil på vores junior hjemmeside.

Rollespilslejr
Rollespilfabrikkens årlige Rollespilslejr er for børn og forældre, som synes det er fedt at spille rollespil.
Rollespilslejren foregår som udgangspunkt altid i uge 29, og har de sidste mange år været afholdt på Klinteborg Spejderlejr i Fårevejle. På Rollespilslejren arrangerer vi en masse korte rollespil med forskellige temaer – så som: klassisk fantasy, fremtid, zombie, sørøver og meget mere.
Derudover laver vi hyggeaftener med bord-rollespil, brætspil, film, legobygning, hygge og hvad vi ellers kan finde på.
Rollespilslejren er primært for børn i alderen 8-13 år og deres forældre.
Man kan læse meget mere om rollespilslejren på vores junior hjemmeside.

Invictus
Invictus er et projekt bygget af unge til de unge. Projektets primære formål er at skabe et stærkt fællesskab mellem unge rollespillere fra København i alderen 14-24. Invictus mødes tit i vores foreningslokaler for at bygge grej, kamptræne eller hygge. Derudover tager de også som samlet gruppe til diverse rollespilsscenarier i hele Europa.

Imperiet
Imperiet er et særligt rollespilsprojekt for unge som vi oprettede i 2015. Projektet styres af frivillige erfarne rollespillere, der arrangere rollespilsture med unge fra Tingbjerg bydelen. Derudover har Imperieprojektet også arrangeret rollespil for flygtningebørn over flere omgange.
Afholdte Events

Orkerne Kommer
Orkerne kommer er et projekt støttet med mere end 3 millioner fra Nordeafonden. Orkerne Kommer er et landsdækkende projekt med formål, at oplærer nye unge rollespilsarrangører i hele Danmark igennem sociale og kreative processer.
Rolllespilsfabrikken startede projektet tilbage i 2016, men siden 2020 har det været Landsforeningen Bifrost, der kørte projektet videre.
Som en del af projektet har der været afholdt flere rollespilskurser, og en årlig rollespilssommerskole, hvor unge rollespillere kan få viden, inspiration, erfaring, netværk og værktøjer til selv at kunne arrangere rollespil.

Convention of Thorns
Et klassisk varmpyrrollespil i ‘World of Darkness’ verdenen, som vi afholdt på det polske slot Ksiaz.
De forskellige vampyrklaner ligger i krig og derfor er der nu inviteret til fredsforhandlinger i den imponerende vampyrfæstning Ksiaz. Der er lagt op til dekadente blodfester, intrigant statusspil og forræderiske magtkampe.
Dette rollespil lavede vi i samarbejde med den polske forening Liveform og firmaet bag ‘World of Darkness’; White Wolf.

Fairweather Manor
En række rollespil inspireret af britiske highsociaty dramaer som ‘Downton Abbey’ og ‘Upstairs/Downstairs’. Historien udspiller sig i England i tiden omkring 1. verdenskrig, hvor The lord of Fairweather Manor har inviteret til fest.
Spillerne indtog rollerne som adelige gæster, kunstnere, tjenestefolk mm. som i 3 dage befolker det store gods.
Disse rollespil blev afholdt på det polske slot Moszna, i samarbejde med den polske forening Liveform.

College of Wizardry
Det første ‘College of Wizardry’ afholdt vi i 2014 i samarbejde med den polske forening Liveform. Dette rollespil blev hurtigt kendt i det meste af verden efter en stor viral interresse-storm. Sidenhen har vi afholdt rollespillet flere gange årligt med deltagere fra hele verden.
Rollespilsprojektet er nu blevet overtaget af nye kræfter.

Trylleslottet
D. 15.-18. okt. 2015 afholdt vi ‘Trylleslottet’, som var et rollespil for børn og familier.
Der var undervisning i magi med sære professorer, mystiske monstre i skoven og hemmelige gange i slottet som skulle udforskes.
Dette rollespil lavede vi på det eventyrlige polske slot Czocha Castle.

Rom og dukater 3
D. 21.-24. juli 2014 afholdt vi piratrollespillet Rom og Dukater 3 sammen med foreningen Zythos.
Rollespillet handlede om en Caribisk Ø befolket af barske sørøvere, lumske smuglere, guldhungrende pirater, udspekulerede kapere, risikovillige handelsmænd, flirtende skøger og mange andre farverige og lyssky personligheder.

Fabrik no. 847
D. 19. januar 2014 afholdt vi dette mini-rollespil om meningsløshed og ideologi i praksis.
Scenariet havde en sovjetisk fabrik i 1930’erne som setting, hvor spillerne indtog rollerne som arbejdere i et system baseret på idealisme og frygt. Fabriksarbejdet blev simuleret ved LEGO-byggeri.
Spillet blev afholdt i Rollespilsfabrikkens egen villa i Brønshøj.

Masion Murder Mystery
D. 14.december 2013 afholdt vi Masion Murder Mystery. Alle kneb gjaldt i Grev Ottos gamle villa, hvor 20 spillere kæmpede om arven.
Spillet blev afholdt i Rollespilsfabrikkens egen villa i Brønshøj.

Spilweekend
D. 11.-14. juli 2013 afholdt vi åben spilweekend. Der blev både spillet brætspil, freeform-rollespil mm.
Dette arrangement blev afholdt i Rollespilsfabrikkens egen villa i Brønshøj.

1001 kulturs eventyr
D. 7. april 2013 afholdt vi ‘1001 kulturs eventyr’ i Superkilen på Nørrebro. Dette var et kulturelt rollespilsevent, som var åbent for alle.
Formålet med “1001 kulturs eventyr” var, at give deltagere, presse og forbipasserende et indblik i den mangfoldighed og kulturrigdom, som området omkring Superkilen gemmer på.
Bl.a. kunne de deltagende børn og unge møde Dronning Araweello fra den somaliske mytologi, den persiske filosof Zarathustra, den nordiske gudinde Freja og en arabisk Marid-ånd.

City of Cities 2
D. 24.-29. juli 2012 afholdt vi scenariet “City of Cities 2″ i Boesdal kalkbrud. Dette var et post apokalyptisk rollespil om livet i en dyster fremtid hvor verden er blevet ødelagt og civilisationen er brud sammen.
I spillet mødes forskellige stammer og grupperinger omkring “den store pyramide” for at forhandle og kæmpede om de få resurser der er tilbage på jorden.

Krigslive 8
D. 27.-29. april 2012 afholdt vi “Krigslive 8″ i Sagnlandet Lejre, hvor lidt over 400 rollespillere deltog.
Scenariet handlede om et fiktivt kristent korstog. Korsfarerne er under ledelse af Biskop Absalon Hvide draget til Island for at bekæmpe en horde af vikinger, jætter og andre mytiske væsner, som anføres af vikingegudinden Freja.

Hjerte rimer på smerte
Teenage komedie når det er bedst. Vi har i alt afholdt 6 af disse populære ungdoms-rollespil. Senest i august 2020.
I disse rollespil indtog spillerne rollerne som elever eller lærere på “Københavns Gymnasium”, hvor dramatiske, komiske og til tider vanvittige historier udspillede sig.
Hjerte rimer på Smerte er et rollespil der blander det bedste fra ”Grease”, “Bevely Hills 90210”, “American Pie”, “Summer Heights High”, ”Popular” og ”Greek” – bare mere crazy og mere over-the-top.

Noget om helte
D. 28.-31. juli 2011 afholdt vi scenariet “Noget om Helte”, der var et highfantasy rollespil om helte, skatte, monstre og ære.